Når det handler om en plads på chefgangen, er Generation X måske dømt til at leve op til betegnelsen som »den glemte generation«. Flere og flere babyboomere bliver ved med at arbejde ud over den traditionelle pensionsalder. Når de er villige til at trække sig tilbage, står Generation Y parat til at tage over.

Det er allerede begyndt at ske i flere virksomheder. I Russell 3000 Index er 41,5 procent af virksomhedslederne mindst 60 år gamle, en stigning fra 35,1 procent i 2017. I samme periode er andelen af topchefer i 30erne og 40erne steget til 15,1 procent mod tidligere 13,8 procent, fremgår det af undersøgelser foretaget af Conference Board og ESGAUGE.

Det giver Generation X, der defineres som personer født mellem 1965 og 1980, ringere muligheder for at blive ledere. For otte år siden var 51,1 procent af lederne i USA i 50erne. Nu er procenten faldet til 43,4.

Mange Generation Xere fortæller, at de hidtil har troet, at hvis de bare passede deres arbejde på den bedst mulige måde, ville de før eller siden få deres behørige belønning. Men når de når den alder, der normalt anses for at være den bedste for en virksomhedsleder, må de nu se i øjnene, at flere og flere virksomheder beholder deres hidtidige ledere eller springer en generation over, når de udpeger nye ledere.

»Vi oplever en slags vægtstangseffekt, hvad angår virksomhedsledere, hvor ledere fra Generation X bliver klemt i midten,« forklarer Matteo Tonello, der er leder af benchmarking og analyse hos tænketanken Conference Board.

Måske er det ikke så mærkeligt, at medarbejdere, som i deres ungdom blev kaldt »slappere«, vil få sværere ved at nå helt til tops, siger Tonello. Han tilføjer, at de forskellige virksomheder ikke nødvendigvis savner tillid til Generation Xere. Deres nuværende situation er først og fremmest et resultat af dårlig timing.

Under de senere års kriser med pandemi, recession og problemer med forsyningskæderne har mange virksomheder sat stor pris på babyboomernes erfaring. Nu henvender de sig i højere grad til Generation Y for at kunne manøvrere i den nye udvikling inden for kunstig intelligens (ai). Ledere fra Generation X, især hvis de nærmer sig de 60, har måske forpasset deres chance.

Den truende skuffelse

Det værste ved det hele er måske, at mange Generation Xere slet ikke ved, at de kun har en blindgyde at se frem til.

»I mit arbejde møder jeg meget ofte en type, man kan kalde den ventende virksomhedsleder,« forklarer Shawn Cole, der er direktør for Cowen Partners Executive Search, og tilføjer: 

»De går ud fra, at når den nuværende chef går på pension, vil de kunne overtage stillingen. Mange af dem bliver svært skuffede.«

De mest sårbare i den sammenhæng er potentielle ledere, som er klemt mellem ledere på den unge side af boomerne og ældre, men pågående ansøgere fra Generation Y.

Lad os sige, at du er en 55-årig underdirektør med en protegé på 44 og en administrerende direktør på 63. Hvis chefen bliver i jobbet i fem år til, vil bestyrelsen være fristet til at foretrække den yngste kandidat.

Et lyspunkt for ledere fra Generation X, der nærmer sig pensionsalderen, er, at kapitalfonde stadig er interesseret i at ansætte dem, fortæller Bo Burch, der er administrerende direktør i Human Capital Solutions. En kapitalfond, der gerne vil ud af en investering om tre til fem år, foretrækker at have en erfaren leder i en kortere periode. Det vil i mange tilfælde tale til fordel for en 50-årig ansøger.

Men i andre sammenhænge bliver Generation Xere ofte henvist til andenpladsen. De skal slås hårdt, hvis de ønsker at overbevise en bestyrelse om, at de vil være bedre til at skabe de nødvendige fornyelser end yngre kandidater med store visioner for det kommende årti.

»Der er en skævhed til fordel for yngre, fremtidsorienterede ledere – uanset hvor stor erfaring Generation X ligger inde med,« forklarer Burch.

Fordelene for Generation X

Brian Buckalew har i hele sin 34 år lange karriere arbejdet i Majestic Steel USA, som blev grundlagt af en babyboomer, der nu har udnævnt sin søn til administrerende direktør. Buckalew, der er 56 og bor i Georgia, har i årtier rejst land og rige rundt for at møde kunderne. Selvom han er avanceret fra salgsmedarbejder til nu at være vicedirektør for strategisk salgsarbejde, har han en gang imellem følt sig overset.

»Jeg havde problemer med det indtil for ganske nylig,« fortæller han. »Hvorfor blev jeg ikke valgt til meget mere, end tilfældet var?«

Han siger, at Generation Xere ofte opfattes mere som taktikere end som visionære. Han tilføjer, at der aldrig er blevet valgt en amerikansk præsident fra Generation X, og han tvivler på, at det nogensinde sker.

Babyboomere har vundet otte af de seneste ni præsidentvalg (Joe Biden tilhører generationen før babyboomerne, »den stille generation«). Spekulationerne om kandidaterne i 2028 skifter mellem forskellige Generation Y-personer.

Buckalew forklarer, at han efterhånden har lært at sætte pris på hobbyer, som han kunne blive nødt til at opgive, hvis han fik en højere stilling i virksomheden. Det hjælper, at han samtidig mener, at hans nuværende chef er den bedste mand på posten.

Buckalew, der er vokset op i en familie, hvor der ikke var nogen hjemme, når han kom hjem fra skole, mener dog også, at Generation Xernes evne til at arbejde selvstændigt ikke i tilstrækkelig grad bliver værdsat.

»Betegnelsen »nøglegenerationen« skyldes, at denne generations barndom var præget af, at et langt større antal kvinder end hidtil søgte ud på arbejdsmarkedet – og at de ikke har behov for at blive holdt i hånden. Man kan med en vis ret hævde, at evnen til at arbejde selvstændigt er særligt værdifuld i en tid med usikkerhed om, hvad kunstig intelligens vil udvikle sig til, også mere værdifuld, end hvis man er vokset op med internettet,« forklarer Megan Gerhardt, der er stifter af Gentelligence, et firma der rådgiver virksomheder, som arbejder med medarbejdere på tværs af generationerne.

De kan sikre stabilitet

Hvis ai er den største omvæltning på arbejdsmarkedet siden internettet, så kan Generation Xere, der har overlevet den sidste store forandring, måske være en stabiliserende faktor nu, mener hun.

»Indstillingen er: Ja, jeg kunne finde ud af det dengang, så kan jeg vel også finde ud af det nu,« siger Megan Gerhardt, der også er lektor i virksomhedsledelse ved Miami University i Ohio – og såmænd også fra Generation X.

Det lyder som et godt argument for en ansøger til en lederstilling, som føler sig presset af de demografiske realiteter.

Oversat fra den originale engelske version af Claus Bech

På boligmarkedet er det ofte sådan, at hvis man kender nogen, der kender nogen, så kan man snige sig ind i en større eller billigere lejlighed, end hvis man går på jagt hos sin lokale ejendomsmægler eller i diverse desperate Facebook-grupper.

Sådan er det ofte også på arbejdsmarkedet, og sådan er det bestemt også for danske topdirektører. Et stærkt netværk er nemlig afgørende for, om titlen som topchef sættes lig med forhøjet lønpræmie.

Ny forskning fra Copenhagen Business School viser, at cirka 500 danske topdirektører, som kender mange toperhvervsfolk, bestyrelsesmedlemmer og andre direktører, tjener markant mere end dem uden et godt netværk.

Studiet viser, at der er en stigning i lønnen på cirka 46 procent, når direktøren bevæger sig fra periferien af netværket til den inderste kerne.

Netværkskapitalen er information.

»Jo mere central du er i netværket, jo mere ved du om, hvad direktørlønningerne er rundt i virksomheder, der ligner dine egne, og derfor kan du presse bestyrelsen til at få en højere løn,« forklarer Thomas Poulsen, lektor ved Institut for Regnskab på CBS og medforfatter til forskningsartiklen.

Et udtryk for magt

Han mener, at det er interessant at kigge på netværk, fordi det er en af de ting, man ikke nødvendigvis kan arbejde sig til.

»Netværk kan også være en statusmarkør, en magtmarkør, som giver dig en forhandlingskraft, når du sidder over for din bestyrelse og skal forhandle din løn,« siger Thomas Poulsen.

Lønnen bliver typisk forhandlet mellem direktørkandidaten og bestyrelsesformanden. Udgangspunktet for lønforhandlingen er altså relationel, da de to sammen bliver enige om lønniveauet, hvorfor sociale dynamikker kan være afgørende.

Samme fænomen kan forklare, hvorfor der kan være forskel på danske direktørers løn, selvom de sidder i toppen af samme størrelse virksomhed i samme branche.

Omvendt Robin Hood

Når en direktør opnår en ekstraordinær lønpræmie, oplever medarbejderne efterfølgende lavere ­fremgang i reallønnen end kolleger i andre virksomheder. Det handler simpelthen om, at chefen tager en større bid af lønkagen og efterlader mindre til de andre.

»På nationalt plan er Danmark jo et ret lige samfund. Men høje lønninger bidrager til økonomisk ulighed,« fortæller Thomas Poulsen og fortsætter:

»Vi ser, at jo højere direktørlønnen er, jo mindre er reallønsfremgangen for de øvrige ansatte.«

Det virker som en relativt logisk dynamik – hvorfor er det bemærkelsesværdigt?

»Det har været sådan historisk, at det har været nedarvede formuer, der afgjorde, om du var en del af den økonomiske elite eller ej. Det har ændret sig. Nu har man de her super-ceo-lønninger,« fortæller han.

Forskningen har taget udgangspunkt i private og børsnoterede virksomheder med mindst 250 ansatte. Kun den øverste fjerdedel – og særligt den øverste ene procent af topdirektørerne – har oplevet markante stigninger i reallønnen. For de resterende 75 procent har den stort set stået stille i snart to årtier.

Der er altså tale om et meget smalt felt i erhvervseliten, som har fået glæde af højere lønninger.

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse

Jeg er værge for mit barnebarn, en pige på 16 år. Hun arver, og hendes forældre arver også, derfor er jeg skifteværge. 

Den arv, mit barnebarn får, er på mere end 2,5 millioner kroner. Hun er fornuftig, men også ungdommelig optimist, og jeg vil gerne hjælpe hende bedst muligt. 

Kan afdødes bestemmelse om særeje »forlænges«, til hun for eksempel er fyldt 30 år, og hvordan kan det gøres? Kan hendes forældre som »faste værger« gøre noget?

Mvh

K.J.S.

Kære K.J.S.

Det er ikke muligt for dig som skifteværge eller for forældrene at båndlægge arven, medmindre afdøde i testamentet har bestemt det. En båndlæggelse skal nemlig komme fra arveladerens (afdødes) side.

Når båndlæggelse ikke er bestemt i testamentet, kan der ikke repareres på det, hverken fra skifteværge eller forældre. 

Selvom arven er klausuleret som særeje, så kan arvingen fra hendes 18 års fødselsdag frit råde over midlerne. Derfor er det klogt at overveje denne problematik ved oprettelsen af testamente, men det ses ofte, at der ikke er taget stilling til det. 

Nogle gange har jeg set, at der efterfølgende er oprettet tillæg til testamentet med mere eller mindre detaljerede bestemmelser om båndlæggelse. 

Det er i øvrigt et helt særligt kapitel at tage stilling til indholdet i en klausul om båndlæggelse, men da det er for sent her, vil jeg ikke gå dybere i det.

Ønsket om at beskytte dit barnebarn skal altså bygge på frivillighed. Det er en pædagogisk opgave, som kræver en hel del, men det kan lade sig gøre. 

Den bedste måde at sikre, at en mindreårig arving bevarer sin arv som særeje – og i det hele taget passer på arven – efter det fyldte 18. år, er at drøfte det med hende. Der er tale om en læringsopgave, hvor en ung skal forstå det, hun ellers først vil forstå, når det måske er for sent. 

Det handler ikke kun om jura, men i lige så høj grad om læring, oplysning, dokumentation og sund dømmekraft. Det kan ske over temaet »det, der kommer let, forsvinder let«.

Arven, der er testamenteret som særeje, er til 18-års-dagen beskyttet – den kan hverken forvaltes frit eller blandes med andre midler. Men dette ændrer sig fundamentalt, når arvingen bliver myndig. På det tidspunkt – i dette tilfælde om blot to år – træder hun ind i en ny juridisk virkelighed, hvor hun har fri rådighed over hele beløbet, både arven og pensionsmidlerne. Særejebestemmelsen forsvinder ikke, men den kræver nu, at hun selv passer på den.

Det kan umiddelbart virke trygt, at arven er særeje. Men det er vigtigt at forstå, at særeje ikke automatisk »klæber« til midlerne, hvis de senere sammenblandes med andre penge eller anvendes uden tanke på deres oprindelse. 

Derfor skal arvingen, når hun fylder 18, aktivt sørge for, at arven fortsat behandles som særligt klausuleret – og synligt som sådan – idet særejebeskyttelsen ellers kan forsvinde.

Det betyder, at hun bør oprette særskilte konti, mærke dem med angivelse af, at de indeholder særejemidler og undgå at overføre egne midler til disse konti. Eventuelle investeringer eller køb af større aktiver – for eksempel bolig eller værdipapirer – bør følges af klar dokumentation for, at midlerne stammer fra særejet.

Hertil kommer det menneskelige aspekt. Uanset hvor fornuftig og moden en 18-årig måtte være, så udgør modtagelsen af en formue i millionklassen en stor udfordring – og en potentiel fristelse. Den bekymring, du giver udtryk for, er derfor både forståelig og legitim. Men hverken en værge eller forældrene kan lovligt begrænse hendes råderet, når hun først bliver myndig. Arven er hendes, og det er hendes beslutninger, der herefter gælder.

Derfor er opgaven at motivere og støtte hende. 

For det første kan hun selv – helt frivilligt – vælge at indgå aftale med sine forældre eller andre rådgivere om, hvordan arven skal forvaltes i en periode. Det kan være en aftale om investeringsrådgivning, adgangsbegrænsning til konti eller et løfte om ikke at disponere uden sparring. Det er ikke juridisk bindende, men det kan have stor moralsk og praktisk værdi. 

For det andet kan der tilbydes rådgivning, allerede inden hun fylder 18. En samtale med familiens advokat og en økonomisk rådgiver – gerne med forældrene som støtte – kan give hende det nødvendige overblik og ro i forhold til fremtiden.

Konklusionen er altså, at den juridiske ramme er på plads – særejebestemmelsen står ved magt – men at dens virkning i praksis afhænger af arvingen selv. Det bedste, værgen og hendes familie kan gøre, er at støtte hende med viden, struktur og rådgivning, så hun træffer sine første økonomiske beslutninger med omtanke og overblik.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H)

DreistStorgaard Advokater

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular:

Der bliver længere og længere imellem, at du møder en almindelig lønmodtager i hovedstaden.

Færre af dem har mulighed for at bo her, fordi deres indkomster ikke kan følge med de galopperende priser på ejerboliger.

Samtidig er andelen af almindelige lønmodtagere også faldende i Københavns og Frederiksbergs andelsboliger, som ellers skulle udgøre en billigere boligform for danskere med almindelige indkomster.

Og det er faktisk i andelsboligerne, at antallet af almindelige lønmodtagere falder mest.

Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, har udarbejdet på baggrund af et dybt dyk i Danmarks Statistik.

Og hvad betyder udviklingen så for hovedstaden?

»Det er en bekymrende udvikling, for vi har jo alle steder i Danmark behov for almindelige lønmodtagere som sundhedsmedarbejdere, skolelærere og politibetjente. Dem er der en efterspørgsel på i alle kommuner, så det er vigtigt, at de har adgang til boliger relativt tæt på deres arbejde,« siger vicedirektør Emilie Damm Klarskov fra AE og peger på flere konsekvenser af udviklingen i befolkningen:

»Det går ud over sammenhængskraften, altså at danskerne møder hinanden på tværs af indkomstskel, og at vi har blandede skoler frem for eliteskoler kun med akademikerbørn og andre skoler med mange mere ressourcekrævende børn.«

Men det mest åbenlyse problem er manglen på eksempelvis pædagoger, når de ikke har råd til at bosætte sig i en kommune, hvor boligerne bliver dyrere og dyrere.

Største fald i København

Tallene viser, at andelen af almindelige lønmodtagere blandt boligejere er faldet mest i Københavns Kommune.

Her er andelen faldet med 10,6 procentpoint, fra 42,9 procent i 2013 til 32,2 procent i 2023.

Det næststørste fald ses i Hvidovre Kommune, hvor det er på 10,2 procentpoint. Gladsaxe Kommune har oplevet et fald på 9,6 procentpoint, mens Rødovre følger efter med et fald på 9,2 procentpoint.

Men det er ikke kun et fænomen i hovedstaden.

I Aarhus Kommune er andelen af boligejere, der er almindelige lønmodtagere, faldet fra 53,7 til 46,7 procent – et fald på 7 procentpoint – mens det er gået endnu hurtigere i Skanderborg Kommune, med et fald på 7,4 procentpoint.

De meget detaljerede data om danskerne er kun opdateret frem til og med 2023.

Siden da er boligpriserne steget endnu mere og har derfor formentlig skærpet udviklingen – uden udsigt til, at den vender.

»I forhold til tidligere er situationen skærpet. Det bliver værre og værre, og det skyldes især, at priser på ejerboliger bliver højere og højere, så det bliver sværere og sværere at komme ind på boligmarkedet,« siger Emilie Damm Klarskov.

Forskellige boligtyper

Analysen kortlægger også forskellene mellem, hvad det koster at bo i de forskellige boligtyper.

Med andre ord, hvordan udviklingen er i den såkaldte boligbyrde for ejerboliger og huslejebyrden for almene og private lejeboliger – hvor stor en del af en almindelig indkomst, boligomkostningerne udgør.

»Boligbyrden i hovedstadsområdet er vokset så kraftigt for ejerboliger, at langt de fleste områder er lukket land for almindelige lønmodtagerfamilier. Omvendt er huslejebyrden faldet eller næsten uændret i de almene familieboliger, mens udviklingen i private lejeboliger er mindre entydig. Der er dog slet ikke tale om stigninger i samme grad som boligbyrden for ejerboliger,« konkluderer AE i analysen.

Boligbyrden angiver, hvor stor en procentdel af indkomsten efter skat, der skal bruges på at betale renter og afdrag på realkredit- og boliglån samt boligskatter ved køb af et gennemsnitligt hus i den pågældende kommune.

Steget mest her

Afdrag kan betragtes som en opsparing for boligejere, ligesom der i større eller mindre grad ligger afdrag på det fælles lån i en andelsboligforening i den enkelte andelshavers ydelse.

Men ifølge AE ændrer det ikke analysens konklusioner at trække afdrag ud af beregningerne.

De viser, at boligbyrden har udviklet sig vidt forskelligt på tværs af landets kommuner.

»Mens boligbyrden ved et huskøb er steget kraftigt i mange hovedstadskommuner, er huslejebyrden for en almen bolig omvendt faldet. For de private lejeboliger er udviklingen i huslejebyrden mindre entydig, men der er overordnet ikke tale om stigninger i samme tempo som for ejerboliger,« konkluderer AE.

Helt i tråd med udviklingen i boligpriserne er boligbyrden ved et huskøb vokset mest i Frederiksberg Kommune.

Her er stigningen på 44,2 procentpoint i den undersøgte periode, mens huslejebyrden for en privat lejebolig kun er steget med 3,9 procentpoint.

For almene lejeboliger er huslejebyrden omvendt faldet med 2,2 procentpoint.

Fylder på borgmesters bord

Løsninger på det voldsomme pres på Københavns boligmarked er en af de opgaver, der fylder mest på Line Barfods arbejdsbord. Hun er teknik- og miljøborgmester i København, valgt for Enhedslisten.

Hun er fuldstændig enig i AEs analyse.

»Mangel på boliger, der er til at betale, fylder rigtig meget. Problemet er vokset i løbet af de seneste år – også fordi byggepriserne er steget, så der bygges mindre,« siger Line Barfod, som især peger på behovet for flere almene boliger.

Almene boliger bygges med kommunal støtte. Men støtten er begrænset af, at byggeriet ikke må koste mere end et beløb, der er reguleret af lovgivningen – og da de stigende priser på både materialer og arbejdskraft har gjort det svært at holde sig under grænsen, er byggeriet gået i stå.

For byggeri af familie- og ungdomsboliger i hovedstaden med kommunernes støtte er grænsen i 2025 24.480 kroner pr. kvadratmeter.

»Så det vigtigste for at få gang i mere byggeri er at få ændret på maksimumsbeløbet. Lokalplaner er vedtaget, men vi kan jo ikke få lov til at bygge. Det prioriteres åbenbart ikke af den nuværende regering,« siger Line Barfod.

Flere tiltag

Og mens hun venter på det, er der en række andre tiltag, hun gerne vil i gang med.

»Jeg vil gerne have et huslejeloft på alle de eksisterende boliger – ikke kun på den gamle del af boligmassen, hvor der er regler for huslejer, men også for de private udlejningsboliger, der er bygget mange af i de senere år. De koster ofte mellem 18.000 og 25.000 kroner om måneden, og det kan almindelige mennesker ikke betale,« siger borgmesteren og peger på nogle af konsekvenserne.

Blandt andet giver det et dårligere byliv, når mange indbyggere bor på korte fremlejer. Det betyder, at de ikke slår rødder og engagerer sig i bestyrelser og andet frivilligt arbejde.

Et af hendes konkrete greb er at gøre det lettere i København for beboerne i en udlejningsejendom at etablere en andelsforening.

Kommunen kan dels hjælpe ved at stille en garanti for lån i banken, dels ved at købe nogle af lejlighederne i en nystiftet andelsboligforening og leje dem ud, indtil de kan sælges til nye andelshavere.

»Nu går vi i gang med at fortælle nye andelsboligforeninger om mulighederne,« siger hun.

Er der andre faktorer, der forværrer boligsituationen i København – som meget udlejning via Airbnb og mange lejligheder uden bopælspligt?

»Nogen effekt er der jo af Airbnb, og vi kan se i andre storbyer, at det breder sig. Vi vil rigtig gerne have regeringen til at ændre regler for Airbnb, så man blandt andet kun kan udleje den bolig, man bor i,« siger Line Barfod.

Sælges som ferielejligheder

Det er en statslig styrelse, der står for kontrollen af udlejningen, og ifølge Line Barfod er der stort set ingen sager, fordi det er svært at kontrollere, om reglerne for omfanget af udlejning bliver overholdt.

Til gengæld har kommunen selv indflydelse på, hvor mange boliger der opføres uden bopælspligt.

Men det er først i de seneste få år, at kommunen har indført en ret til at kræve bopælspligt i lokalplanerne.

Det betyder, at der i de eksisterende lokalplaner ikke kan kræves bopælspligt, oplyser Line Barfod.

»En del af de dyreste lejligheder i København sælges som ferielejligheder. Vi har ikke for alvor overblik over, hvor mange det er. Men det er nogle tusinde, og det spiller alt sammen en rolle,« siger Line Barfod og sammenfatter:

»Hvis vi for alvor skal løse problemet, så skal vi have loft over huslejer og få bygget mere – både alment, andel og ejerboliger.«

Ifølge kommunens egen prognose er der behov for yderligere 81.000 boliger i København frem til 2060.

Det svarer til en udvidelse af boligmassen med 23,5 procent over de næste 36 år. 

De seneste 16 år er boligmassen vokset med 50.000 boliger svarende til 17 procent.

Lige nu er der godt 5.800 aktive byggesager med byggetilladelser i København.

Billeder kan nogle gange sige mere end ord.

Når man søger i arkivet efter billeder af Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Indiens hindunationalistiske premierminister, Narendra Modi, er det slående, hvor mange gange de to er i gang med noget, der ligner et bjørnekram.

Rusland og Indien har en lang fælles historie, der rækker tilbage til Sovjetunionens tid, hvor Indien stod i spidsen for de alliancefrie lande – dem, der hverken var vest eller øst.

Rusland har været en vigtig leverandør af våben og teknologi til udviklingen af energiproduktion i Indien. Siden invasionen af Ukraine er Indiens køb af russisk olie eksploderet og gået fra ti til 90 procent af Indiens import fra Rusland.

Det betyder også, at Indien har et gigantisk handelsunderskud over for Rusland, for eksporten er kun steget lidt.

Det vil normalt trække på valutakassen, men Indien har – ligesom Kina – krævet at betale i sin egen valuta. Så ikke nok med, at Indien får en klækkelig rabat på den russiske olie i forhold til verdensmarkedsprisen, de behøver heller ikke at bruge dollar på handlen.

Resultatet er, at Rusland sidder på et kæmpe bjerg af rupeer, mens handlen med Kina er langt mere i ligevægt.

Indiens nære forhold til Rusland er nu blevet en vigtig brik i det, der i det skjulte er årets vigtigste trekantsdrama.

For Rusland er nok en langvarig elsker, men det er trekantsdramaet mellem Bruxelles, Washington og New Delhi, der kan få afgørende betydning for, hvordan verdensøkonomien kommer til at se ud i de kommende årtier.

Trump er igen hovedperson

Som altid er det USAs præsident, Donald Trump, der har skubbet til den eksisterende verdensorden.

Ifølge Bloomberg spillede forsommerens konflikt mellem Indien og Pakistan en afgørende rolle i sammenbruddet i forholdet mellem Modi og Trump. Her forsøgte Trump at tage æren for en nedtrapning af den ophedede situation, hvilket fik Indien op i det røde felt. Og Indiens afvisning af Trumps rolle skal ikke være blevet taget vel imod af Det Hvide Hus.

Den ramlede direkte sammen med forhandlingerne om en handelsaftale, hvor Indien – som så mange andre – troede, at de havde sikret sig en favorabel aftale med 15 procent told på indiske varer mod at reducere tolden og tekniske handelshindringer på en lang række amerikanske produkter.

Men der er ingen aftale, før Trump har sagt ja. Og det sagde han ikke.

I stedet blev Indien blandt de hårdest ramte lande, med en told på 25 procent. Dertil kommer Trumps straf for, at Indien køber så meget olie fra Rusland, der står til at udløse en yderligere told på 25 procent i slutningen af måneden. Altså 50 procent told ligesom over for Brasilien.

Indiens økonomi er sprællevende

Det havde man ikke set komme i New Delhi. Og slet ikke, at Trump fulgte op med en række tirader om, at Indiens økonomi er »død« og omgivet af »fornærmende« restriktioner.

Det første er ikke rigtigt. Indien er blandt verdens hurtigst voksende økonomier og vil i år overhale Japan som verdens fjerdestørste økonomi.

Modi har satset på, at Indien skal følge i Kinas spor og blive verdens nye fabrik i stedet for at satse på en udvikling af servicesektoren, hvor Indien i mange år har stået stærkt.

Dermed stod de indiske fabrikker også til at blive en af de store vindere i handelskrigen mellem Kina og USA – blandt andet har den amerikanske techgigant Apple annonceret, at det amerikanske marked fremover primært vil blive forsynet fra Indien. Det kan også ses i de seneste måneders eksporttal.

Men Trump har ret i, at den indiske økonomi er omgivet af høje mure.

Dels høje toldsatser, der eksempelvis på alkohol og biler er på over 100 procent. Men også myriader af tekniske handelshindringer på både varer og tjenester. Det er i høj grad nedbrydelsen af disse barrierer, Trump ikke mener gik langt nok.

Særligt på landbrugsområdet er indiske politikere helt allergiske over for liberaliseringer, fordi så stor en del af befolkningen og dermed vælgerskaren direkte eller indirekte er afhængig af landbrugsproduktionen, der er håbløst ineffektiv.

Knap en femtedel af den økonomiske aktivitet ligger i landbruget, mens Verdensbanken vurderer, at hele 44 procent af beskæftigelsen ligger her. Landbrugets økonomiske betydning er tilmed steget siden coronatiden.

Modis modtræk

Intet tyder på, at Modi vil give efter. Putin er nu inviteret til New Delhi, og samtidig har Trumps toldmur fået Indien til at nærme sig Kina og normalisere forholdet efter deres grænsestrid i 2020, blandt andet ved at genoptage direkte flyvninger.

Indien har også rakt ud til Brasilien. Trump har flere gange truet de store vækstøkonomier – BRIKS-landene (Kina, Indien, Brasilien, Rusland og Sydafrika) – med højere told. Også Sydafrika er blandt de lande, der har fået en høj told, med 30 procent.

Sammenbruddet i forholdet mellem Trump og Modi kan således få store konsekvenser for indretningen af den globale økonomi i mange år frem.

Trump har indtil nu haft held med at forhandle med både vestlige og vækstøkonomier hver for sig. Men hvis BRIKS-landene i højere grad begynder at koordinere deres håndtering af Trumps toldmur, kan det skabe problemer for USA.

Ifølge opgørelsesmetoden fra Den Internationale Valutafond (IMF), der godt nok overvurderer fattige landes vægt, udgør BRIKS tilsammen over en tredjedel af verdensøkonomien, mens USA står for 15 procent.

Kan EU få gavn af Trumps handelskrig?

Men en anden spiller kan også få gavn af Trumps fremfærd. Det er os selv gennem EU, hvor man ellers er ved at slikke sårene efter en handelsrunde med USA, der ikke gik som håbet.

For EU har meldt sig på banen som en alternativ handelspartner for Indien. Og Trump kan paradoksalt nok bidrage til, at båndene mellem EU og Indien bliver kraftigt styrket.

Da Ursula von der Leyen i februar blev genvalgt som formand for Europa-Kommissionen, gik turen for hende og den samlede kommission direkte til New Delhi. En ret uhørt diplomatisk gestus, der understreger, at EU er meget bevidst om Indiens betydelige fremtidige rolle i den globale økonomi.

Med 1,4 milliarder indbyggere er Indien verdens folkerigeste land. Der er en ung befolkning med en hastigt voksende middelklasse, der vil være gode kunder for europæiske varer. Og som meget vel kan spille en nøglerolle i udformningen af den fremtidige globale økonomi.

EU og Indien har genoptaget forhandlinger om en frihandelsaftale, der ellers har ligget i dvale i årevis. Målet er nu at nå til enighed inden årets udgang.

Indien indgik i foråret en handelsaftale med Storbritannien, der åbner markederne begge veje på en række områder, men også fremmer indisk migrantarbejdskraft til Storbritannien. Det er et vigtigt indisk krav, som man nok kommer længere med i forhold til den gamle kolonimagt, hvor der i forvejen bor millioner af indisk afstamning. 

Det bliver nok sværere i forhold til EU, hvor migration er en politisk bombe.

Aftalen med briterne vil være inspiration for en aftale med EU, men EUs marked er meget større end det britiske og derfor meget mere interessant for indiske virksomheder. Derfor er ambitionerne for åbninger også større. Varer som alkohol og biler står højt på den europæiske liste, og der er flere forbrugere i den indiske middel- og overklasse end i USA.

Indiens elsker i Moskva spiller også en rolle i EUs forhold til Indien. For et indisk raffinaderi er blevet fanget i EUs seneste sanktionspakke. Det har fået Modi til at beskylde EU for hykleri, da EU-landene jo fortsat køber russisk olie, selvom vi ikke taler så højt om det.

Analytikere mener nu mere, at det er en symbolsk sanktion, der ikke bør afspore forhandlingerne, men den indiske reaktion viser klart, at New Delhi har følelserne uden på tøjet.

Omvendt har EU det meget svært ved det generelt tætte forhold til Moskva. I forhold til Ruslands invasion af Ukraine forsøger Modi en balanceakt, hvor det også blev til et stort kram til præsident Volodymyr Zelenskyj, da Modi besøgte Kyiv tidligere i år.

Indien elsker kulkraft

En anden vigtig faktor i forhandlingerne er Indiens rolle i den globale opvarmning. De flotte vækstrater har haft store miljømæssige konsekvenser, for mens man taler meget om vedvarende energi, har Indien gennemført en stor udvidelse af kulkraften, så der står kul med store bogstaver overalt i Indiens energiforsyning.

Ikke bare står kulkraft for tre fjerdedele af Indiens strømproduktion i dag, men man vil også investere over 500 milliarder kroner i flere kulkraftværker de kommende fem år. Altså vil de fleste varer fra Indien også i de kommende år blive produceret med kulkraft.

Ud over en kraftig forøgelse af udledningen af drivhusgasser har det også bidraget til en enorm luftforurening. Ifølge hjemmesiden iqair.com ligger seks af verdens ti mest forurenede byer i Indien og 35 af de 50 mest forurenede. Indiens udledning af klimagasser har nu passeret EUs udledning. Danmark har i den forbindelse vist en særlig interesse for at bidrage til udbygningen af vedvarende energi i Indien.

Indtil Trumps toldmur ramte, var Indiens eksport til USA og EU nogenlunde lige store. Indien importerer fortsat lige meget fra de to lande, der er Indiens største handelspartnere. Indien optræder først på en niendeplads på listen over EUs eksportmarkeder og stod for kun 2,2 procent af vareeksporten i 2023. Til gengæld er der en kraftig stigning i samhandlen på tjenester.

Den nye verdensorden er på vej

Trump ser den globale handel som et nulsumsspil, hvor alle andre må tabe for at USA kan vinde. Handelsaftaler handler om at beskytte det amerikanske marked og åbne andre lande for amerikansk eksport. EU er fortsat drevet af visionen om, at en korrekt håndteret globalisering vil øge velstanden for alle involverede.

EU håber på, at Indien kan blive et nyt marked for mange af de varer, der i dag går til USA. Det vil være kronen på værket for en af de vigtigste europæiske svar på den amerikanske toldmur, nemlig en massiv udvidelse af EUs globale handelsspindelvæv.

Den skal supplere den færdigforhandlede aftale med de sydamerikanske lande og udbygningen af eksisterende aftaler med en række andre lande, blandt andet USAs hidtidige tætte handelspartnere i Canada og Mexico, men også med en lang række sydøstasiatiske lande.

For både EU og Indien vil et styrket samarbejde hjælpe med at nedtrappe afhængigheden af Kina.

Mens Rusland således spiller en synlig rolle i både USAs og EUs forhold til Indien, er det langt større spørgsmål, der er på spil nu. Resultatet af Indiens forhandlinger med EU og USA i de kommende måneder kan ændre den globale økonomi på afgørende punkter – i mange år frem.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

De fleste danskere planlægger at rejse i skolernes ferie. Men det er måske ikke den mest gennemtænkte strategi, hvis man har mulighed for at undgå det.

For der er faktisk flere gode grunde til at vende næsen mod syd i forårs- og efterårsmånederne, den såkaldte skuldersæson. Særligt hvis man også vil skele lidt til husstandens økonomi.

Ifølge data fra Travelmarket.dk, der sammenligner priser fra flere end 1000 rejseselskaber, stiger gennemsnitspriserne på rutefly fra København til populære europæiske destinationer med over 40 procent fra midt i maj til starten af august.

Forklaringen er simpel: Det handler om udbud og efterspørgsel. De fleste af os rejser i skolernes ferie, og derfor hæver hoteller og luftfartsselskaber priserne. Det samme gælder turistattraktioner og restauranter, hvor priserne ofte topper i højsæsonen.

Men en undersøgelse fra European Travel Commission viste for nylig, at ni procent af de adspurgte europæere i 2025 valgte ikke at rejse i juni, juli og august – og i stedet tog på ferie i forårs- og efterårsmånederne.

Det er en lille stigning, en spirende tendens, der måske peger på, at flere og flere ønsker at undgå hedebølger, menneskemylder – og overpriser.

Sikkert er det, at man både skåner svedkirtler og tegnebog ved at rejse uden for højsæsonen.

Så meget sparer man ved at rejse i skuldersæsonen

Pengene taler for sig selv. Uge 20 og uge 36 er markant billigere end højsæsonen, og man sparer cirka 400 kroner pr. billet i forhold til højsæsonen. 

Slår man til på det rigtige tidspunkt, er der altså mange penge at spare. Administrerende direktør i Travelmarket Ole Stouby har gennem mange år fulgt pristendenserne tæt og peger på, at timingen kan have en stor effekt på rejsebudgettet.

Prisforskellene gælder nemlig ikke kun flybilletter, men også hoteller, restauranter og andre turistaktiviteter. De følger samme mønster.

»I maj og juni kan man få samme rejse til næsten halv pris som i højsæsonen. Det hænger også sammen med det danske sommervejr – hvis vejrudsigten herhjemme byder på regn og grå skyer, presser det priserne på rejser og hoteller op – og det samme gælder selvfølgelig også den anden vej,« siger han.

Og så har Ole Stouby et godt tip til de rejselystne danskere:

»Vores årlige pristjek viser, at i den første uge af skolernes sommerferie kan forbrugerne altid få billigere afbudsrejser end i de efterfølgende uger i juli.«

Vælger man at rejse i uge 20 i stedet for sæsonens dyreste uge, uge 30, kan man spare næsten 70 procent. 

Ole Stouby har også et klart budskab til dem, der ikke behøver at forholde sig til, hvornår skolernes ferie ligger.

»Har man ikke børn, er der kun ét godt råd: Lad være med at rejse i højsæsonen,« siger Ole Stouby.

Nye rejsevaner slår også igennem

Interessen for rejser i skuldersæsonen er også begyndt at slå rod i Danmark. Flere danske rejsearrangører har udvidet deres sæsoner og tilbyder nu rejser til længere ud på året.

De lavere priser spiller naturligvis en rolle, men tendensen afspejler også en ændring i måden, hvorpå danskerne holder ferie. Det betyder, at danske rejseselskaber i højere grad tilpasser deres produkter til vores ændrede rejsevaner.

Det fortæller Sofie Folden Lund, der er kommunikationschef hos Spies.

»Udover at udvide sæsonen tilbyder vi nu også aktive ferier og træningsrejser, som passer langt bedre til de lidt køligere måneder. Derudover har vi lanceret work-cation pakker, fordi mere end halvdelen af danskerne arbejder på deres ferie,« siger hun.

»Det afspejler, at vi i dag er mere fleksible i vores måde at rejse på,« siger Sofie Folden Lund. 

Skuldersæson i Sydeuropa minder om den danske sommer

Sommeren 2025 satte rekorder for temperaturer i Sydeuropa. I Spanien, som topper listen over danskernes foretrukne feriedestination, blev den højeste temperatur målt i landets sydvestlige del – 46 grader.

Og hedebølger kan vi lige så godt vænne os til.

Det siger Klaus Steenberg, lektor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.

»Alle klimamodeller er enige om, at vi får mere ekstremt vejr og dermed også hyppigere og mere intense hedebølger, som kan have betydning for menneskers velbefindende,« siger Klaus Steenberg.

Mange danskere rejser mod syd for at nyde sol og varme – men ikke den ekstreme hede – og netop skuldersæsonen kan byde på det, vi drømmer om fra en dansk sommer.

»I Sydeuropa er der lidt mere nedbør i skuldersæsonen og ikke helt så høje temperaturer, så det ligner jo på mange måder den danske sommer, vi kender,« siger Klaus Steenberg.

Vejen til mere bæredygtig turisme

Det er faktisk ikke kun bankkontoen, der har godt af rejser uden for højsæsonen.

Overturisme er blevet et stigende problem i flere europæiske byer – i Barcelona har man fordoblet turistskatten, på Mallorca har man fjernet næsten 1.700 liggestole fra Palmas mest besøgte strand, og i Venedig har man indført en afgift og et loft over størrelsen på grupper, der deltager i guidede ture.

Tiltagene er et symptom på et større problem, fortæller Jane Widtfeldt, turismeforsker ved Roskilde Universitet.

»Når man samler så mange mennesker på ét sted, tærer det på lokalmiljøet og belaster de lokale ressourcer,« siger hun.

En mulig løsning på overturisme er derfor at fordele menneskestrømmen mere jævnt ud over sæsonen.

»Det er langt mere bæredygtigt at sprede rejserne ud over året, så man undgår en flaskehalsproblematik, hvor mange turister kommer samtidig, og de lokale får mindre ud af det økonomisk,« siger Jane Widtfeldt.

Hun fremhæver også, at det faktisk kan give en bedre rejseoplevelse for turisterne selv.

»Når man rejser uden for højsæsonen slipper man for at konkurrere om pladsen med andre turister, og det giver mulighed for den mere autentiske oplevelse, mange faktisk søger – nemlig at komme tæt på byen og de mennesker, der bor i den,« siger hun og tilføjer:

»I skuldersæsonen er der langt bedre rammer for reel kontakt med de lokale og en indsigt i deres hverdag og liv.«

Så næste gang du overvejer, hvornår du skal bestille årets ferie, er der flere gode grunde til at tænke ud over skolernes feriekalender.

Donald Trump dominerer alt. 

Når man tænker over det, har ingen stort set talt om andet end Trump, siden nyheden om topmødet i Alaska mellem den russiske præsident Putin og den amerikanske præsident blev offentliggjort.

Netop sådan vil Trump have det.

Det er intet karaktermord at tale om, at præsident Donald Trump lider af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse (NPD). Det er snarere en konstatering, for ad flere omgange har hundredvis af amerikanske psykologer peget på, at Trumps adfærd passer perfekt med diagnosen.

Vi skal takke Sigmund Freud (1856-1936) for i et berømt essay fra 1914 at indarbejde narcissisme i psykoanalysen – der, hvor man retter al libido mod sig selv fremfor mod andre. Siden har psykologer forsøgt at trænge endnu dybere ned i narcissismens psykologi.

Vi skylder den tyske psykolog og Freud-elev Karen Horney (1885-1952) erkendelsen af begrebet narcissistisk personlighedsforstyrrelse, fordi hun erkendte, at narcissisme ikke kun havde dårlige sider. Men den kunne også udvikle sig destruktivt. Heraf udvikledes diagnosen narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

NPD er forbundet med en overdreven følelse af egen vigtighed, en overvurdering af egne evner og præstationer, en konstant søgen efter opmærksomhed og beundring fra andre, at man ofte udnytter andre til at opnå egne mål, har fantasier om storhed, succes og magt og meget mere af den slags.

Nogle psykologer mener, at det er egenskaber, som gør Trump uegnet til at være præsident. Kendsgerningen er, at Trump er præsident og næppe bliver afsat, så værre er diagnosen åbenbart ikke. Der findes ingen kur mod NPD.

Sådan lever man med en person med NPD

Vi skal derfor begynde at diskutere det endnu vigtigere spørgsmål, hvordan det er at leve med en person, som lider af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, og hvordan det påvirker os som mennesker, vores politikere og vores virksomheder.

Igen kan vi hente indsigt hos psykologerne, som peger på, at der er betydelige negative psykologiske effekter af at omgås personer, som lider af narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Nu er det selvfølgelig især Trumps nærmeste medarbejdere, som oplever, hvad det vil sige at arbejde sammen med en person, som måske lider af NPD. Mange føler sig imidlertid psykologisk påvirket af Trump, selv på stor afstand.

Effekterne af at være tæt på mennesker med NPD er at føle lavt selvværd, usikkerhed, frygt, at have svært ved at vise andre tillid, humørsvingninger eller direkte fysiske symptomer som hovedpine og ondt i maven.

Derfor går psykologien meget op i, hvordan man håndterer at være tæt på en person med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Psykologerne har en værktøjskasse til ofre for NPD: 

•  Man skal søge terapi og behandling. Det handler om at forebygge en forværring af tilstanden til traumer eller neuroser.
• Man skal sætte grænser. Man skal lære at sige nej.
• Man skal praktisere selvpleje. Det består i at blive adspredt af andre ting.
• Man skal etablere støttenetværk. Det kan være nyttigt at tale med nogen, som har det ligesom én selv.
• Man skal tilgive sig selv. Man skal konstant minde sig selv om, at man er uden skyld i det, man bliver udsat for.

Der ligger i virkeligheden både et individuelt og kollektivt råd i det, som psykologerne har fat i.

Man kan således med afsæt i psykologiens indsigt spørge, om det var klogt af EU-landene at bøje sig for Trump, når det gælder told. Eller om man fra europæisk side i virkeligheden psykologisk har opmuntret Trumps narcissistiske adfærd. 

Det er svært at følge med i, hvordan det går med de amerikansk-kinesisk handelsforhandlinger, men det er en oplagt indsigt, at Kina indtil videre har afvist at bøje sig for Trumps toldpolitik. Kina har hele tiden sat grænser for Trumps adfærd.

På EU-niveau er der trods alt et forsøg på at bygge nye alliancer, nye netværk i forhold til Storbritannien, Mercosur-handelsaftalen med Sydamerika og handelsaftalen med Canada. Det flugter helt med psykologernes indsigt om at etablere støttenetværk.

Når det gælder krigen i Ukraine, som måske i virkeligheden dikterede Europas eftergivenhed i toldpolitikken over for USA, så er der en anden vigtig indsigt. Hvis der faktisk kan opnås en våbenhvile eller gerne varig fred, vil det gøre EU bedre i stand til at sætte grænser for USA og Donald Trump.    

Psykologien kommer med en farlig advarsel 

Psykologien rummer imidlertid også en farlig advarsel, som er blevet stadig mere aktuel. Langvarig påvirkning fra et menneske med NPD kan udløse traumer og neuroser.

Vi er måske både individuelt og kollektivt allerede så langt i vores hold til Trump, at vi er i gang med at udvikle et neurotisk forhold til den amerikanske præsident. 

En neurose er ikke en alvorlig psykisk lidelse, men kan forstås som en nervøs eller stressrelateret tilstand. Der er tale om tilstande, som rammer velfungerende mennesker. Oplagte eksempler er tvangstanker eller tvangshandlinger, også kaldet ocd. Udtrykket blev opfundet af den skotske læge William Cullen i 1800-tallet og videreudviklet af Freud.

Lægger man begrebet neurose sammen med et andet psykologisk begreb, som hedder projektion, kan det gå rigtig skidt. 

Projektion, som vi også skylder Freud tak for at have opfundet, er inden for psykologien en forsvarsmekanisme. Kernen i neurotisk projektion er, at man i stedet for at håndtere sine følelser, sin vrede, sine impulser, lægger skylden for dem over på andre mennesker. 

Det mest klassiske eksempel på neurotisk projektion findes i ordsproget »tyv tror, hver mand stjæler«, men dækker i virkeligheden over, at man lægger skylden for alt over på andre og andres handlinger.

Begynder vi selv på det, er vi ikke bedre end Trump. 

Lad os igen finde nogle eksempler:

Frankrig og Ørsted har noget tilfælles

Det vil være fristende for den franske regering at forsøge at placere skylden på de elendige franske statsfinanser på alle andre end Frankrigs egne enorme forsømmelser, herunder på Trump, fordi der nu skal bruges en masse milliarder på oprustning. 

I denne uge kom det frem, at den franske statsgæld har rundet 113 procent af BNP, og at Frankrigs lange renter er lige så høje som de italienske. 

Europa kan ikke give USA, de amerikanske techgiganter eller Trump skylden for, at Europa er håbløst afhængigt af amerikanske techgiganter og i en grad, så USA reelt har magten til at lukke hele Europas økonomi ned fra det ene øjeblik til det næste.

Vi har fra starten selv skabt den strategiske afhængighed af USA ved at lade stå til og hvile i, at USA sikkert aldrig nogensinde ville vende ryggen til Europa.

Ingen kan rase over, at USA behandler EU og hele Europa som en sikkerhedspolitisk gnom, så det er USA og Rusland, som i første omgang alene skal forhandle om freden i Ukraine uden én eneste europæisk repræsentant. 

Vi betaler prisen for otte årtiers ligegyldighed over for vores eget forsvar og egen sikkerhed. Vi kan ikke skyde skylden på Trump.

Og lad os endelig tage statens dramatiske tilsagn om at poste 30 milliarder kroner i Ørsted, fordi virksomheden har ramt muren i USA på et stort vindmølleprojekt.  Tænk, hvis andre virksomheder, som blev ramt af Trumps politik, havde en sådan rig onkel i ryggen. 

Ørsted selv henviser til, at det er uden fortilfælde, at den føderale regering truer projekter, som er i gang. Den forklaring er en henvisning til, at den føderale regering har skabt panik på markedet for havvind ved i april at stoppe arbejdet på et stort Equinor-projekt.

Eftersom Ørsted har 90 procent af sin omsætning uden for Danmark, er der imidlertid ikke forskel på, om staten kaster kapital i Ørsted eller kastede kapital efter Carlsberg, der som bekendt tabte knap 47,7 milliarder kroner i Rusland; Carlsberg kender glimrende sangen om uden fortilfælde.

Vi ser i Ørsted og finansminister Nicolai Wammens reaktion på Donald Trumps ageren netop en slags neurotisk projektion. 

Det er ikke på den måde, vi skal lære at leve med Trump.  

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator

På et topmøde med EU-landene i Paris for lidt over et år siden var budskabet fra Kinas præsident, Xi Jinping, krystalklart: Der var ikke for meget kapacitet på de kinesiske fabrikker. Med andre ord forsøgte Kina ikke at afsætte overskydende produktion på det europæiske marked.

Nu er budskabet lige så klart: Der er alt for meget kapacitet på de kinesiske fabrikker. Det ses blandt andet ved, at udnyttelsen af maskiner og produktionsudstyr har været faldende de senere år.

Overskudskapacitet har konsekvenser både for den hjemlige økonomi og for Kinas forhold til omverdenen.

På hjemmebanen betyder det, at producenterne sætter priserne ned for at afsætte deres varer, hvilket fører til faldende priser på en lang række produkter. Priserne for varer til forbrugerne falder nu med den største hastighed siden finanskrisen, hvor vestlige husholdninger trådte hårdt på bremsen.

Det er særlig slemt blandt producenter af elbiler, hvor der hele tiden kommer nye spillere ind. Salget af elbiler har de seneste måneder ligget på et rekordniveau, fordi staten giver gavmild støtte til at skifte benzinbiler ud med el. Men kapaciteten øges endnu mere.

Myndighederne er ikke begejstrede for den priskrig, som den førende producent, BYD, startede i maj, hvor prisen på mange modeller blev sat ned med 30 procent. BYD har selv kaldt priskrigen for »uholdbar« og tilføjer, at »ukontrollerede priskrige øger en ondsindet konkurrence, der yderligere presser virksomhederne indtjening«.

Ifølge den officielle statistik har priserne på elbiler været faldende i mere end 2,5 år. Det skyldes også øget effektivitet og ikke mindst bedre bilbatterier, men en ultrahård konkurrence er også en vigtig faktor.

Problemet er særlig stort på stål, hvor produktionen er stigende, selvom den hjemlige efterspørgsel trækkes ned af afdæmpet byggeaktivitet.

Kinas prisdumping er en væsentlig årsag til Trumps forhøjede told, da den udkonkurrerer amerikansk produktion. Også EU har taget skridt for at beskytte sine producenter mod at blive udkonkurreret af kinesiske konkurrenter med statspenge i ryggen.

Indtjening under pres

Det betyder et nedadrettet pres på indtjeningen i kinesiske virksomheder, som så forsøges sendt videre til underleverandører og til medarbejderne i form af fyringer og ikke mindst lønnedgang. Det betyder så mindre købekraft i det kinesiske samfund, hvilket kan give en nedadgående spiral – og føre til en strøm af konkurser, når bankerne ikke længere kan eller vil holde hånden under nødlidende virksomheder.

Staten bestemmer, om bankerne skal lade virksomheder falde, hvilket Beijing har vist meget lidt lyst til indtil nu. Men bankerne er allerede under stort pres fra kollapset i ejendomssektoren og de fortsatte fald i boligpriserne. Og situationen bliver ikke bedre af, at lokale myndigheder har skjulte gældsbjerge, der også vil tynge centralregeringens budget i de kommende år.

Kina er i forvejen et af verdens mest forgældede lande, hvor det meste gæld ligger i virksomhederne, mens den offentlige gæld har været kraftigt stigende og nu er tæt på 100 procent af BNP. Mulighederne for at holde alt flydende hele tiden er altså mere begrænset, end hvad mange analytikere lige nu forestiller sig.

USA er nu et mindre attraktivt marked på grund af den høje told, og gennem de senere år er meget kinesisk produktion flyttet til andre lande i Asien, blandt andet Vietnam. Det er også derfor, at Trump har lagt en særlig høj told på 40 procent på varer, der bare passerer gennem landet fra Kina til USA. 

Den seneste optrapning af handelskrigen betyder, at Kinas eksport til USA i juli var 22 procent lavere end året før. Kinas andel af USAs import er faldet til det laveste niveau siden 2004.

Det betyder, at fabrikkerne står med et enormt problem akkurat på det tidspunkt, hvor produktionen til den amerikanske julesæson burde være på sit højeste. Væksten i industriproduktionen var i juli meget lavere end forventet, hvilket afspejler de problemer, som mange – ikke mindst de små – producenter har.

Jagt på nye eksportmarkeder

Men den rigelige kapacitet har også udløst en desperat jagt på nye markeder.

Mens eksporten til USA er styrtdykket, har den samlet set klaret sig rigtig godt. Stigningen i eksporten til vækstøkonomierne i Sydøstasien ligger nu på knap 20 procent. Til EU på ti procent. Det betyder altså, at den rigelige kapacitet i Kina har medført en oversvømmelse af de markeder, som Kinas ledelse gerne vil være på politisk god fod med. Det gælder elbiler og meget andet.

Derfor er Kina også blevet mere isoleret i handelskrigene med USA. For USA har slet ikke produktionsapparatet til at producere mange af de ting, som Kina producerer. Det er altså ikke Trump-land, der kommer til at udgøre en eksistentiel krise for landenes industrielle ambitioner.

I 1980erne accepterede Japan at indføre frivillige eksportbegrænsninger for at neddrosle en handelskonflikt med USA, der i løbet af få år mistede hele sin elektronikindustri. Det vil Kina aldrig gå med til, fordi det vil indebære en anerkendelse af, at man udgør et problem.

Men en hårdere styring af produktionskapaciteten vil have samme effekt, men anderledes italesat. Fokus være på at forøge indtjeningen i kinesiske virksomheder og styrke stabiliteten i den kinesiske økonomi, ikke på, hvordan de afsætter varerne i udlandet.

Man skal tænke nyt

En løsning kræver fundamental gentænkning af den økonomiske politik.

Fabriksbyggeriet har de seneste år haft stabile vækstrater på ti procent, hvilket dag for dag er med til at gøre problemet større. Men en opbremsning i byggeriet vil så komme oven i, at boligbyggeriet fortsætter nedad.

Faldet de seneste tre år er på mindst en tredjedel, hvilket så forøger de finansielle problemer for de lokale myndigheder, der traditionelt har haft salg af byggemodnede grunde som væsentligste indtægtskilde.

Der vil være store konsekvenser for den underskov af virksomheder, der forarbejder materialer og maskiner til byggeindustrien. Det kan igen give sig udslag i forsøg på at eksportere sig ud af problemerne.

Allerede nu er de private investeringer faldende, mens det kun er statsejede virksomheder, der holder det samlede regnskab i plus. De statsejede virksomheder er typisk mindre produktive, så det er de »forkerte«, der investerer i forhold til at styrke Kinas vækstunderlag.

Er der slet ikke noget, som myndighederne kan gøre?

Myndighederne har iværksat en lang række stimulansprogrammer og lovet, at der kommer endnu mere. Alligevel var væksten i detailsalget overraskende svag her i sommer.

Det er blevet billigere at låne, og bankerne har fået mulighed for at øge udlånet. Alligevel faldt udlånet i juli for første gang i 20 år. 

Mange af Kinas problemer handler om det lange, seje træk.

Om at rydde op på det kollapsede boligmarked og lade boligpriserne falde. Det handler om at forbedre det sociale sikkerhedsnet, så husholdningerne ikke behøver at spare så meget op. Om at styrke den private foretagsomhed. Og så skal man væk fra den investeringsdrevne vækst, der øger gældsætningen – og skaber stadig flere fjender rundt omkring i verden.

Det er kort sagt det modsatte af, hvad man gør i dag.

Trumps handelskrig ramte på et ømtåleligt tidspunkt for Kinas økonomi. Man vil gøre alt, hvad man kan for at få skuden gennem oprørte vande. Men de ressourcer, der anvendes på at forhindre tilbageslag på den korte bane, kan ikke bruges på at sikre fremtiden.

Dét er det helt store dilemma denne sommer.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Danskerne har bestemt ikke mistet troen på Novo Nordisk.

Det viser en rundspørge, som Voxmeter har gennemført for Ritzau.

Her kan man se at 12,3 procent af danskerne har investeret i den danske medicinalgigant siden selskabets nedtur i slutningen af juli, hvor forventningerne til årets resultat blev nedjusteret.

Det sendte aktien ned i det største fald nogensinde på mere end 23 procent.

Investeringerne vidner ifølge Natalia Setlak, der er chefanalytiker hos Arbejdernes Landsbank, om, at danskerne forventer en kursstigning.

Det kan vise sig som et godt træk, men det er også noget, man skal passe på med, lyder det.

- Når en aktie falder på denne måde, så føler rigtig mange af de private investorer, at de køber aktien på tilbud.

- Men man skal være meget kritisk over for aktiefald, fordi der er ingen garanti for, at den stiger til samme kurs igen. Aktier kan altid blive billigere, siger hun.

Chefanalytikeren fortæller om private investorer, der prøver "at gribe" aktien, når den falder.

Det sammenligner hun med at forsøge at gribe faldende knive, fordi det både kan gå godt, men det kan også gå dårligt, hvor man skærer sig.

- Generelt er der en tankegang blandt private investorer om, at aktiens kurs vil komme tilbage på et højt niveau. Den tankegang ændrer sig ikke, selv om det faktisk har vist sig at være forkert ad flere omgange.

- Historien kan sagtens gentage sig, så man skal prøve at forholde sig kritisk til de varsler, man ser på aktiemarkedet, lyder det fra Natalia Setlak.

Rundspørgen fra Voxmeter viser også, at hele 28,1 procent af danskerne har aktier i Novo Nordisk. Tallet tæller formentlig også dem, der har aktier i pensions- og puljeordninger.

Og selskabet har da også i august været i gang med lidt af et comeback.

Fredag i sidste uge steg medicinalgigantens aktie, med 4,6 procent til kurs 323, efter skuffende data fra den nærmeste konkurrent Eli Lilly.

Det gav Novo-aktien lidt tiltrængt luft under vingerne.

Alligevel har selskabet givet negativt afkast, hvis man kigger på den lange bane, siger Natalia Setlak.

Fra 18. august 2021 til børsluk torsdag i denne uge lyder afkastet på omkring -1 procent.

Ved børsluk fredag lå Novo Nordisks aktie i kurs 325,9 - en stigning på 0,4 procent på dagen.

/ritzau/

Det er efterhånden tradition, at når Novo Nordisk skifter topchef, hives selskabets værdisæt frem af skuffen for at puste nyt liv i virksomheden.

Sådan er det også med Novo Nordisks nye topchef, Mike Doustdar.

Novo-værdierne er nedfældet i er nedfældet i Novo Nordisks ledelsesværtøj, Novo Nordisk Way, sammen ti grundprincipper eller essentials, som medarbejdere og ledere ventes at efterleve.

Mike Doustdar kan dem på fingerspidserne.

Da Berlingske møder Mike Doustdar på hans første dag som topchef, 7. august, lægger han ikke skjul på, at én af hans første og fornemste opgaver bliver at genoplive Novo-ånden, sådan som den står i Novo Nordisk Way, til at styre virksomheden ud af de problemer, den er havnet i.

Baseret på en lang række kilder har Berlingske beskrevet, hvordan tidligere og nuværende ansatte oplever, at Novo Nordisks særlige kultur, Novo-ånden, er blevet udvandet, mens antallet af ansatte er vokset ud i det ekstreme.

Selskabets kultur er blevet ramt af en uheldig blanding af selvtilfredshed, bureaukrati og manglende evne til at træffe beslutninger. Det sidste er gået ud over tempoet i selskabet.

Ikke generelt problem, men ...

På sin første arbejdsdag afviser Mike Doustdar dog direkte adspurgt, at der skulle være et generelt problem med kulturen i Novo Nordisk.

»Mit overordnede svar vil være nej. For hvis det var tilfældet, ville vi ikke vokse dobbelt så meget som resten af medicinalindustrien. Vi ville ikke kunne leve op til vores løfter, og vi ville ikke være i stand at nå ud til 20 millioner patienter mere end vores konkurrenter inden for diabetes og svær overvægt,« siger Mike Doustdar.

»Men jeg vil gå så langt som til at sige, at når vi er tæt på 80.000 ansatte, så vil vi statistisk set finde selvcentrerede mennesker, sløve mennesker og nogle få, der har mistet forbindelsen til vores formål,« tilføjer han.

Selvom Doustdar ikke mener, at Novo Nordisk har mistet den overordnede retning, nemlig at være førende inden for diabetes- og behandling af svær overvægt, erkender han med en vis diplomati i interviewet, at der er gået noget tabt i dagligdagen i den periode med eksplosiv vækst, selskabet har været igennem.

Derfor er der måske blevet lidt for langt mellem den strategiske retning, selskabets topledelse har sat, og det, der rent faktisk sker ude i virksomheden.

»Jeg tror, at det sker i alle virksomheder og for alle individer, at man bliver en lille smule selvtilfreds. Og jeg vil ikke være overrasket, hvis det også er sket i Novo Nordisk – især efter et par år med først covid og så et par år med monopol i et miljø præget af hypervækst,« siger Mike Doustdar.

Doustdars ledelsesfilosofi

Løsningen er ifølge Mike Doustdar at sætte ekstra tyk og tydelig streg under Novo Nordisks formål og retning, sætte fornyet spotlys på de ti værdibaserede ledelsesprincipper i Novo Nordisk Way, som både ledere og medarbejdere skal efterleve – og så ellers overlade ansvaret til ledere længere nede i systemet.

»Alle skal vide, at vi skal til Rom, men det er op til mit ledelseshold at finde ud af, hvordan vi kommer derhen. Det er sådan, jeg planlægger at gøre det,« siger han.

Det er noget, Mike Doustdar har haft succes med i sit hidtidige job som øverste ansvarlige for Novo Nordisks internationale forretning, og som har været i fokus, lige siden Lars Fruergaard Jørgensen tiltrådte.

Da Lars Fruergaard Jørgensen i 2017 blev administrerende direktør for Novo Nordisk, var det også noget, der optog ham, selvom Novo Nordisk på det tidspunkt kun havde 42.000 ansatte.

I et interview med Berlingske slog han fast, at Novo Nordisk havde været »for tungt styret«. Derfor havde han sat gang i en kulturel forandring, som skulle gøre organisationen mere agil og skabe mere energi.

Det skulle blandt andet ske ved at give mere magt til de enkelte ledere og markeder, så de enkelte selskaber fik større ansvar for at træffe beslutninger.

I den proces spillede Mike Doustdar, der har siddet i Novo Nordisks koncernledelse siden 2015, en afgørende rolle.

Novo-hjemmet

Doustdar bliver fra flere sider rost for at have formået at gennemføre ændringer i Novo Nordisks internationale kultur, samtidig med at salget på de internationale markeder er fordoblet.

»Mike Doustdar formåede at tage Novo Nordisks stærke kulturgrundlag, formuleret i Novo Nordisk Way, og tilpasse det til de enkelte, meget forskellige markeder på en måde, så det i sin dybe essens var det bærende i organisationen,« har Kurt Jacobsen tidligere fortalt Berlingske.

Kurt Jacobsen er professor emeritus i virksomhedshistorie ved CBS og forfatter til bogen »Novo Nordisk« om selskabets 100-årige historie. Han har interviewet Doustdar til bogen.

Selv skriver Mike Doustdar i en mail sendt via Novo Nordisks presseafdeling, at det gør ham stolt, at »når døren åbner til et af vores kontorer – fra Bangladesh til Frankrig til Colombia eller Sydafrika – og du træder ind, føles det som ét hjem, Novo-hjemmet, med dets skandinaviske stil og atmosfære«.

At genoplive Novo Nordisk-ånden i den amerikanske del af forretningen, i Novo Nordisks forskningsafdelinger, på de mange nye fabrikker, som Novo Nordisk har bygget eller købt, og i hovedkontoret i Bagsværd handler dog ikke kun om at indrette kontorer og skabe den rette stemning. 

Mike Doustdar ser det som sin opgave som topchef igen og igen at understrege Novo Nordisks formål, så medarbejderne ved, hvilken retning de skal gå i.

»Når jeg bruger ordet fokus og siger, at vi skal fokusere på diabetes og svær overvægt, så handler det om at få en enkel besked ud, så folk endnu en gang får en følelse af formål,« siger Mike Doustdar.

Hvis Doustdar skal kunne lede sine knap 80.000 medarbejdere, skal de vide, hvad han tænker, forklarer han. 

Derfor fortæller han dem, at de første og fremmest »er her for de én til 1,5 milliarder mennesker, som lider af diabetes eller svær overvægt«.

»Derefter kan vi så sige, okay, lad os vende tilbage til vores ledelsesværdier i Novo Nordisk Way og de ti essentials, vi har stillet op, for eksempel om at bringe patienterne i centrum af alt,« siger han.

Med det udgangspunkt bliver det lettere for Novo Nordisks medarbejdere at finde ud af, om det, de går og laver, hører ind under Novo Nordisks formål, forklarer Mike Doustdar.

Vil ikke begrænse folks tanker

Når tankegangen, der flyder direkte ud af Novo Nordisks ti essentials, er etableret, gør det det også lettere at vælge fra, understreger Doustdar.

»Jeg forsøger ikke at begrænse folks ideer og tanker med den her tilgang, men jeg ønsker at bringe tankerne tilbage til de patienter, der lider af svær overvægt og diabetes og forsøger at omkalibrere hver beslutning, vi tager, tilbage til patienterne,« siger Novo Nordisks nye topchef. 

»Når vi gør det og har et marked, der omfatter halvanden milliarder mennesker, føler jeg mig sikker på, at der vil være en rigtig god økonomi bag Novo Nordisk i meget lang tid,« siger Doustdar.

Berlingske har tidligere talt med de mentorer, der har hjulpet ham på hans vej til toppen i Novo Nordisk.

Det drejer sig om Kåre Schultz, Doustdars tidligere chef i Novo Nordisk, hvor han også en overgang var kronprins, og den erfarne østrigske erhvervsmand Franz Humer, der er tidligere topchef i og formand for schweiziske Roche.

Udover at have en skarp kommerciel hjerne har Mike Doustdar ifølge de to en evne til at sætte mennesker i centrum og prioritere de direkte relationer med de ledere og andre, han omgiver sig med.

Den nye topchef er blandt andet kendt for, at han altid deltager i det afgørende interview med nye kandidater til posten som landechef på et af de mere end 150 markeder, Novo Nordisk opererer i.

Doustdar er nemlig overbevist om, at kulturen primært defineres fra toppen af en organisation, hvis man skal sikre, at »Novo Nordisk-værdierne lever i alle de forskellige geografier og i den mangfoldige gruppe af mennesker, Novo Nordisk ansætter«.

Stadig Mike fra postrummet

Derudover er Doustdar kendt i Novo Nordisk for altid at være på farten rundt til afdelinger i hele verden.

Spørgsmålet er, om han fortsætter den stil, når topchef-travlheden for alvor tager over, og Novo Nordisks udfordringer med konkurrenter, udvikling af nye lægemidler og aktiekursens udvikling kræver hans fulde opmærksomhed.

Ja, lover Mike Doustdar.

»Selvfølgelig er topchefposten en hellig og meget særlig position. Men jeg er stadig Mike fra postrummet,« siger han med henvisning til hans første job i Novo Nordisk – et feriejob i selskabets datterselskab i Wien tilbage i 1992, hvor han skulle sortere post og kopiere papirer.

»Min interesse i andre mennesker kommer ikke til at ændre sig efter 33 år. Jeg har haft så mange forskellige job i den periode, så jeg kan overhovedet ikke se, hvordan det skulle ændre sig med min nye, smarte titel,« siger Mike Doustdar.