Spørger havde måledata for varmeproduktionen for hver måned for perioden 1. september 2004 til 30. september 2005. Spørger ville ved brug af graddage beregne en varmeproduktion pr. dag, og anvende de beregnede data ved beregning af, hvorvidt varmekravet i forhold til kraftvarmekapacitet var opfyldt opgjort på døgnbasis i perioden 1. oktober 2004 til 30. september 2005.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kunne anvende graddage til brug ved beregning af varmekravet i gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1. pkt. for perioden 1. oktober 2004 til 30. september 2005.

Sagen angik Udviklings- og Forenklingsstyrelsens delvise afslag på aktindsigt i seks eksterne dokumenter, som var sendt til It-tilsynet i forbindelse med It-tilsynets undersøgelse af ICE-programmet (udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem). Udviklings- og Forenklingsstyrelsen havde blandt andet undtaget oplysninger fra udlevering med henvisning til offentlighedslovens § 31 (it-sikkerhed).

For så vidt angik referencer til fysiske databaser/modeller/tabeller/kolonner/indhold, var Landsskatteretten enig i, at oplysninger om interne terminologier kunne bruges i forbindelse med f.eks. spear-phisingmails. Henset til karakteren af de undtagne oplysninger og trusselsbilledet for cyberangreb, fandt Landsskatteretten, at oplysningerne kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 31 med henvisning til, at det var af væsentlig betydning for Skatteministeriets it-sikkerhed. De øvrige af afgørelsen omfattede oplysninger hjemviste Landsskatteretten til Udviklings- og Forenklingsstyrelsens fornyede vurdering og begrundelse.

Sagen angik, om klagerens køb af en elbil i udlandet skulle anses som køb af et nyt transportmiddel, jf. momslovens § 11, stk. 6, nr. 1, med den konsekvens, at klageren skulle betale moms af erhvervelsen her i landet. Landsskatteretten fandt under henvisning til, at bilen var et motordrevet køretøj med en effekt på 140 kW, og at retten til som ejer at råde over dette var overgået fra den tyske forhandler til klageren i henhold til aftalen af 26. januar 2022 og de dertil hørende bilag, hvoraf det fremgik, at bilen var indregistreret første gang i Tyskland den 5. september 2021, at bilen var et nyt transportmiddel, jf. momslovens § 11, stk. 6, nr. 1, og at klageren som følge heraf skulle betale moms af erhvervelsen her i landet, jf. momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, § 22, stk. 1, § 46, stk. 3, og § 65, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skattestyrelsen havde afslået en anmodning om godtgørelse af mineralolieafgift fra et selskab, der drev en maskinstation, som udførte landbrugs- og entreprenørarbejder. Som begrundelse for afslaget havde Skattestyrelsen anført, at selskabet ikke kunne anvende en omsætningsfordeling til opgørelsen af selskabets forbrug af farvet dieselolie, der var medgået til både selskabets godtgørelsesberettigede landbrugsaktiviteter og selskabets ikke-godtgørelsesberettigede entreprenøraktiviteter.

Landsskatteretten anførte, at selskabet skulle dokumentere, at dieselolien var anvendt til godtgørelsesberettigede landbrugsaktiviteter. Efter bekendtgørelse nr. 185 af 26. februar 2013 om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. kunne selskabet opgøre forbruget af farvet dieselolie forholdsmæssigt på grundlag af en omsætningsfordeling. Efter bekendtgørelsens § 3 var der i den foreliggende situation, hvor selskabet havde egen beholdning af farvet dieselolie, dog krav om, at selskabet skulle føre regnskab over tilgang, beholdning, udlevering og forbrug, og regnskabet over forbruget skulle være tilrettelagt på en sådan måde, at der kunne redegøres for mængden og anvendelse for hver udlevering. Selskabet havde ikke fremlagt et sådant regnskab og havde ikke i øvrigt dokumenteret, at en omsætningsfordeling til opgørelse af forbruget af farvet dieselolie til landbrugsaktiviteterne var tilstrækkeligt til at opfylde betingelserne for godtgørelse. Herefter, og da Skattestyrelsen i den foreliggende situation heller ikke skulle have foretaget en skønsmæssig ansættelse efter mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.  

Spørger var et selskab i X-land, hvis hovedformål var at besidde og forvalte kapitalandele i selskaber, bl.a. i danske driftsselskaber. Spørger var ejet af en alternativ investeringsfond (AIF), der ligeledes var et selskab i X-land. Spørger modtog bl.a. udbytter fra de danske driftsselskaber og renter af aktionærlån ydet til de danske driftsselskaber. De modtagne udbytter kunne blive videreudloddet til investeringsfonden, men Spørger kunne også anvende udlodningerne til geninvestering i andre investeringer/projekter. De modtagne renter blev bl.a. anvendt til at tilbagebetale kortfristede lån ydet af Fonden.

Skatterådet bekræftede, at der ikke ville være begrænset skattepligt af modtagne udbytter og renter fra de danske driftsselskaber i henhold til henholdsvis selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c og litra d, samt at ligningslovens § 3 ikke ville finde anvendelse.

Spørger ville etablere en filial i X-land, der skulle administrere en række investeringsfonde i X-land. Fondene i X-land var åbne fonde, der havde til formål at investere i børsnoterede værdipapirer. Fondene var oprettede i henhold til aftale, jf. Direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet), artikel 2, stk. 3 og under tilsyn af finanstilsynet i X-land.

Skatterådet bekræftede, fondene i X-land kunne anses som selvstændige skattesubjekter fra et dansk skatteretligt synspunkt. Skatterådet bekræftede desuden, at fondene i X-land ikke ville have ledelsens sæde i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6, da filialbestyreren i X-land ville udgøre den daglige ledelse af fondene. Endelig bekræftede Skatterådet, at fondene i X-land ikke ville være begrænset skattepligtige til Danmark efter de danske regler om fast driftssted, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

Spørger påtænkte at gennemføre en kontant udlodning af udbytte gennem en række selskaber til det ultimative moderselskab TopCo, der er skattemæssigt hjemmehørende i Z-land. I den forbindelse ønskede Spørger bekræftet, at TopCo kunne anses for retmæssig ejer af udbytteudbytteudlodningen, hvorfor der ikke var begrænset skattepligt til Danmark.

Skatterådet fandt på baggrund af de foreliggende oplysninger, at TopCo kunne anses for retmæssig ejer af den påtænkte udbytteudlodning og at der kunne ske skattefritagelse efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c sammenholdt med dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Z-land.

Idet der ikke var begrænset skattepligt af den påtænkte udbytteudlodning, fandt Skatterådet ikke, at den konkrete påtænkte udbytteudlodning havde som hovedformål at opnå en skattefordel, der virkede mod formålet og hensigten med skatteretten og dermed ikke udtryk for misbrug. Ligningslovens § 3 fandt derfor ikke anvendelse.

Spørger ønskede at investere i et amerikansk LLC, som i USA ansås for at være en skattemæssigt transparent enhed. Spørger ønskede derfor bekræftet, at LLC’et også efter dansk skatteret skulle kvalificeres som en skattemæssigt transparent enhed. Medlemmerne hæftede alene med deres indskud. Når kreditorerne var betalt i aftalt omfang, havde hver investor ret til en andel af et overskud svarende til 120% af deres indbetalte indskud. Et eventuelt resterende overskud fordeltes med 50% til Manageren og 50% til investorerne efter deres respektive andel. Medlemmerne havde ikke aktier eller lignende formelle ejerandele i LLC’et, men der førtes en individuel kapitalkonto for hvert enkelt medlem. Ledelsen blev forestået af en Manager, som havde tegningsretten og den eksklusive beslutningskompetence over alle forhold i LLC’et. Visse væsentlige beslutninger i LLC’et krævede dog samtykke fra flertallet af medlemmerne. Skatterådet bekræftede, at sagen skal løses i overensstemmelse med praksis, og bekræftede derfor, at LLC’et var transparent.

Denne vejledning handler om

• Spillemyndigheden (J.A.1)
• Spillelovgivningens anvendelsesområde (J.A.2)
• Grønland (J.A.3)
• Kriterier for alle ansøgere (J.A.4)
• Lotteri (J.A.5)
• Klasselotteri (J.A.6)
• Almennyttigt lotteri ►og landbaseret bingo◄ (J.A.7)
• Væddemål (J.A.8)
• Lokale puljevæddemål (J.A.9)
• Landbaseret kasino (J.A.10)
• Onlinekasino (J.A.11)
• Gevinstgivende spilleautomater (J.A.12)
• Pyramidespil (J.A.13)
• Offentlig hasardspil i turneringsform (J.A.14)
• Markedsføring og oplysningspligt (J.A.15)
• Bortfald (J.A.16)
• Spillemyndighedens tilsyn med ►udbud og levering af◄ spil (J.A.17)
• Klage og domstolsprøvelse (J.A.18)
• Mulige konsekvenser, hvis spillelovgivningen ikke overholdes (J.A.19)
• Ansvarligt Spil (J.A.20)
• Forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (J.A.21)
• Forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil (matchfixing) (J.A.22)
• Foranstaltninger til beskyttelse af de lovlige spillemarked (J.A.23)
• ►Spilleverandører (J.A.24)◄

-

Sagen vedrørte, hvorvidt der var grundlag for en tilsidesættelse af vurderingsmyndighedernes ansættelse af omberegnede grundværdier af fire udstykkede ejendomme pr. 1. oktober 2020. Sagsøgerne havde gjort gældende, at der var grundlag for en tilsidesættelse af ansættelserne, idet myndighederne havde taget udgangspunkt i en højere bebyggelsesprocent for ejendommene, end hvad der gjaldt for udstykningsejendommen. Spørgsmålet i sagen var nærmere, om det følger af bestemmelsen i den dagældende vurderings-lovs § 33, stk. 18, at de udstykkede ejendomme til brug for vurderingen skulle overtage vurderingsspecifikationerne fra udstykningsejendommen, herunder den konkrete bebyggelsesprocent.

Retten fandt, at det ikke følger af dagældende vurderingslov § 33, stk. 18, at nye ejendomme overtager samtlige vurderingsspecifikationer, herunder udstykningsejendommens bebyggelsesprocent, men derimod at den omberegnede grundværdi skal ansættes på baggrund af den nye ejendoms anvendelses- og planforhold i det prisniveau for det år, hvor den aktuelle grundværdi senest har ligget til grund for påligningen af grundskyld. Da retten også fandt, at vurderingsmyndighederne med rette havde lagt til grund, at de fire nye ejendomme hver havde en byggerettighed på 2.370 etagemeter pr. 1. oktober 2020, havde sagsøgerne ikke godtgjort, at det udøvede skøn kunne tilsidesættes.

Sagen angik, hvorvidt de skønsmæssige ansættelser af grundværdier pr. 1. oktober 2019 for fem ejendomme beliggende på gågaden i Y1-by skulle hjemvises til fornyet behandling. 

Sagsøgeren gjorde under retssagen gældende, at vurderingsmyndighederne ikke havde forholdt sig til seks referencesalg, som sagsøgeren selv havde fremsøgt, eftersom referencesalgene ikke var inddraget i vurderingsmyndighedernes sammenligningsgrundlag for værdiskønnet. Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at vurderingsmyndighedernes sammenligningsgrundlag på kun tre referencesalg ikke var tilstrækkeligt til at understøtte de af vurderingsmyndighederne opgjorte grundværdiansættelser. 

Retten bemærkede, at vurderingsmyndighederne havde forholdt sig særskilt til de seks referencesalg, som sagsøgeren havde henvist til, samt at vurderingsmyndighederne selv havde fundet tre referencesalg, og med en beskrivelse for hver af disse havde fundet, at de tre referencesalg er sammenlignelige med de påklagede ejendomme henset til den retlige anvendelse og beliggenheden. 

Retten fandt på denne baggrund, at der ikke var grundlag for at antage, at det skøn, som vurderingsmyndighederne har foretaget vedrørende grundværdien for hver af de fem ejendomme, hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag.

Sagen angik, om sagsøgeren for indkomstårene 2011-2015 skulle beskattes af maskeret udlodning fra et selskab registreret i Panama baseret på hævninger foretaget fra selskabets Y1-nationalitet bankkonto. Videre angik sagen, om Skattestyrelsen med rette havde opgjort den skattepligtige værditilvækst af de hævdede midler efter et skøn. 

Sagsøgeren nedlagde principal påstand om, at sagen skulle hjemvises til Landsskatteretten med henblik på afholdelse af et retsmøde, da der imod sagsøgerens ønske ikke var afholdt retsmøde ved Landsskatteretten under klagesagen. 

Subsidiært påstod sagsøgeren, at indkomstforhøjelserne skulle nedsættes og gjorde gældende, at de midler, som var indskudt i selskabet, var udtryk for et lån. 

Derudover gjorde sagsøgeren gældende, at Skattestyrelsen ikke havde hjemmel til at fastsætte værditilvæksten af de hævede midler efter, at den Y1-nationalitet bankkonto var opgjort og lukket i 2013. 

Endelig gjorde sagsøgeren gældende, at betingelserne for at genoptage skatteansættelsen ekstraordinært ikke var opfyldt vedrørende 2011 for så vidt angår udbyttebeskatningen, og vedrørende 2012-2013 for så vidt angår det skønnede afkast af de hævdede midler.  

Retten fandt, at Landsskatteretten med rette havde anset afholdelse af retsmøde for overflødigt. Dernæst fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de hævede midler var tilbagebetaling af et lån ydet til det panamanske selskab. Derudover fandt retten, under hensyn til beløbets størrelse, at Skattestyrelsen med rette havde skønnet, at midlerne efter hævningen måtte være blevet investeret i afkastgivende formueaktiver. Endelig fandt retten, at Skattestyrelsen med rette genoptog sagsøgerens skatteansættelse ekstraordinært, idet sagsøgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at oplyse om formueforholdende til Skattestyrelsen.  

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik, om sagsøgerens fulde skattepligt til Danmark var genindtrådt den 1. januar 1999 med den følge, at han efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1999 til og med 2006 eller i en del af perioden, og om UK havde førsteretten til at beskatte sagsøgeren efter reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og UK. Herudover angik sagen, om indkomstårene 1999-2004 kunne genoptages ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2, og om SKAT’s afgørelse var ugyldig som følge af en ubestridt sagsbehandlingsfejl.

Angående spørgsmålet om fuld skattepligt lagde retten til grund, at en kalenderoversigt udarbejdet af SKAT angav det antal dage, hvor sagsøgeren havde opholdt sig i Danmark i perioden fra den 20. juli 2001 til den 31. december 2006. På baggrund af kalenderoversigten sammenholdt med sagsøgerens oplysninger om det meget omfattende erhvervsmæssige arbejde, som han udførte, hvilket også var bekræftet af et vidne, fandt retten, at det ved sagens afgørelse kunne lægges til grund, at sagsøgeren jævnligt udførte erhvervsmæssige indtægtsgivende aktiviteter, også når han opholdt sig i Danmark. Retten tiltrådte på bl.a. denne baggrund Landsskatterettens vurdering af, at arbejdet havde den fornødne karakter af en regelmæssig, løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv og derfor er udtryk for et fast mønster og ikke for enkeltstående arbejder, og at sagsøgeren var fuldt skattepligtig til Danmark i hvert fald i perioden fra den 20. juli 2001 til den 31. december 2006.

For den forudgående periode fra den 1. januar 1999 til den 20. juli 2001 var der ikke af SKAT fremlagt konkrete kalenderoplysninger eller andre oplysninger om omfanget af sagsøgerens ophold i Danmark. Retten tiltrådte under henvisning til kildeskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt., og principperne i retsplejelovens § 344, stk. 2, på baggrund af sagens omstændigheder Landsskatterettens vurdering af, at det påhvilede sagsøgeren at afkræfte en formodning om, at han allerede fra den 1. januar 1999 havde taget ophold i Danmark, og at sagsøgeren som følge heraf tillige var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 1. januar 1999 til den 20. juli 2001. 

Angående spørgsmålet om dobbeltdomicil fandt retten af de grunde, som Skatteministeriet havde anført, at der ikke var grundlag for at statuere, at A ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 20. oktober 2002 til den 31. december 2006. Retten lagde herved til grund, at centrum for sagsøgerens livsinteresser i den angivne periode var i Danmark. 

Angående spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse fandt retten på baggrund af oplysningerne om sagsøgerens tilknytning til Danmark i den omhandlede periode, at det beroede på sagsøgerens groft uagtsomme forhold, at skattemyndighederne havde foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Med hensyn til reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fandt retten, at fristen tidligst begyndte at løbe den 27. april 2009, hvor det stod klart for skattemyndighederne, at der var meget lille udsigt til at modtage relevante oplysninger fra UK, og at skattemyndighederne ved at udsende agterskrivelsen den 30. april 2009 havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Angående spørgsmålet om ugyldighed var det ubestridt, at SKAT ved afgørelsen af 28. oktober 2009 havde anvendt oplysninger, som anklagemyndigheden havde indsamlet i strid med retsplejeloven og i strid med persondatareglerne, og at der i den forbindelse var begået en sagsbehandlingsfejl. Navnlig på baggrund af to afgørelser fra Datatilsynet af 8. februar 2019 og 26. februar 2020 fandt retten, at sagsbehandlingsfejlen ikke kunne medføre ugyldighed. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at de ulovligt tilvejebragte beviser hverken hver for sig eller samlet havde haft afgørende betydning for SKAT’s afgørelse. Som følge heraf fandt retten, at sagsbehandlingsfejlen var konkret uvæsentlig og derfor ikke kunne medføre, at afgørelsen var ugyldig. 

Endvidere fandt retten af de af Skatteministeriet anførte grunde, at skattemyndighederne ikke i forbindelse med sagsbehandlingen havde handlet i strid med EMRK art. 6, stk. 2, og som følge heraf at sagsøgerens anbringende herom heller ikke kunne medføre afgørelsens ugyldighed.

På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Et holdingselskab, som var administrationsselskab i en sambeskatning, kunne ikke under en sag om opgørelsen af sambeskatningsindkomsten få prøvet den materielle rigtighed af en forhøjelse af et nu konkursramt datterselskabs skattepligtige indkomst. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens beslutning om at afskære retsmøde. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Skatterådet fandt, at en sejlklub skulle betale lystfartøjsforsikringsafgift af en dommerbåd ejet af foreningen. Dommerbåden blev anset som et lystfartøj i medfør af lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 1, stk. 2.